Amanda Down Under: Skydiving!

I dag skete der det vildeste nogensinde. Jeg var ude og springe i faldskærm!
Det fedeste jeg nogensinde har gjort i mit liv - jeg kan slet ikke beskrive det.
Det var en julegave fra Dyann's søn, Scott.
Vi kørte hjemmefra omkring klokken 10:00 i morges. Scott kom og hentede os, og Ash havde været så sød at tage med, da Scott ikke selv skulle springe i dag, og Ash derfor tænkte at det kunne være rart for mig og Hanna, hvis vi havde en vi kendte, med oppe i flyveren. Vi kørte hele vejen til York (omkring 1½ time fra Hillarys). Vi ankom omkring klokken 12:00 og blev sat på hold nr. 38. På det tidspunkt var de kun kommet til hold 34 (så vidt jeg husker). Det endte i hvert fald med at vi kom til at sidde og vente 3 timer.. men det var okay, så havde jeg i det mindste noget tid at forberede mig på.
I bilen på vej herhen havde Ash advaret os imod en af instruktørene. Hans navn var Thommo og jeg fik fortalt at han var meget uprofessionel, useriøs og at han var nybegynder.
Efter ca. 1½ times venten, fik jeg at vide hvilken instruktør der var min og guess who.. Thommo.
Jeg blev selvfølgelig mega bange og freakede ret meget ud. Jeg spurgte om det var muligt at jeg kunne få en anden instruktør, men der blev sagt nej. Jeg fik kørt mig selv totalt op og på et tidspunkt var jeg næsten ved at græde. Efter lidt tid fortalte Ash mig så at det var en kæmpe joke og at han i virkeligheden var en af de bedste.. jeg var dog stadig lidt i tvivl.
Da turen endelig blev min og jeg fik mødt Thommo, blev jeg overbevist. Godt nok drillede han lidt, men det gik op for mig at han var helt ok. Jeg fik en blå, stram dragt på og en harness. Vi lavede et par øvelser og derefter var det ellers up and go. Jeg havde rigtig mange sommerfugle i maven! Vi gik ind i en lille flyver uden sæder, og vi sad omkring 10 mand i 'futtog'. Der var meget larm fra motoren. Vi skulle 14.000 feet op i luften (omkring 5 km) og det tog ca et kvarter at komme så langt. Jeg blev mere og mere nervøs som flyveren steg, men jeg havde det godt og jeg var glad. Da vi havde nået den endelige højde blev døren åbnet og Ash var den første til at springe. Jeg var bagerst i flyveren og jeg fik øjenkontakt med ham. Han smilede og vinkede til mig og 'WOSH' så kastede han sig ud! Jeg blev totalt forskrækket og kom også til at skrige, da jeg så ham falde. Så gik det ellers hurtigt og inden jeg vidste det, var det min tur. Vi sad på kanten af flyet og der var en masse larm og vind. Min instruktør vuggede frem og tilbage et par gange og lige inden vi lod os falde sagde han 'Don't worry, I've done this for 25 years and I know what I'm doing'. Jeg krydsede hænderne over brystet, lænede hovedet tilbage, Thommo sagede 'GO' og så var i ellers i fri fald, 5 km over den australske bush. Jeg skreg af mine lungers fulde kraft og jeg følte det vildeste sus i hele min krop. Vi fløj med 250 km/t igennem luften og jeg havde ingen fornemmelse af hvad der var op eller ned. Vinden var så stærk og jeg kunne mærke mine kinder blafre. Efter ca 30 sekunder åbnede Thommo vores faldskærm. Det gav et kæmpe ryk i mig og så svævede vi ellers der. Det var så surrealistisk, det jeg så. Vi fløj stille og roligt over det smukke landskab og jeg fik lov til at styre faldskærmen. Thommo forklarede mig hvordan, og hvis jeg hev i den venstre snor imens jeg holdte den højre oppe, snurrede vi meget hurtigt rundt i luften og jeg skreg igen. Det var så sjovt og jeg havde lyst til at blive deroppe forevigt. Vi fløj rundt deroppe i ca 5 minutter og så skulle vi lande. Jeg fik besked på at holde mine ben vandret ud i luften så højt jeg kunne, og så styrrede min instruktør resten. Da vi var tilbage på jorden rystede hele min krop. Jeg havde et kæmpe adrenalin-rush og jeg havde lyst til at prøve det hele igen med det samme! Jeg følte mig som et nyt menneske og det var helt klart den bedste oplevelse i mit liv. Det kan ikke forklares.. det skal prøves!