Amanda Down Under: 2011

fredag den 23. december 2011

Glædelig jul til alle i Danmark!

Jeg savner jer og tænker meget på jer. Jeg håber vi får en dejlig aften med masser af lækker julemad - jeg misunder jer lidt! Vi holder først jul i morgen, d. 25. og Hanna spurgte Dyann i går om hun ikke måtte bringe lidt finske juletraditioner ind, og åbne sine gaver d. 24. Hun fik selvfølgelig et nej, fordi nu er vi i Australien og holder jul på deres måde. Men så her til morgen havde 'Santa' nu alligevel været forbi og lagt lidt godter og gaver i vores julesok, som hang på døren - tihi!
Nu er vi i gang med julerengøring og madlavning og jeg glæder mig meget til i morgen. Det bliver omkring 32 grader. Vi starter med kæmpe julemorgenmad hjemme hos os. Senere skal vi så ha' kæmpe julefrokost med grillmad og tilbehør. Det foregår hos Lee, Scott og Kat. Der kommer både venner og familie. Det skal nok blive rigtig hyggeligt.
Nu må jeg hellere slutte og gi' en hånd i køkkenet. Vi snakkes ved!

Mit mesterværk af kravlenisser!
(De hænger på væggen over mit skrivebord)

Ps: Jeg vandt 50 kroner på min skrabelods-kalender, weehuuu!

søndag den 18. december 2011

Skydiving!

I dag skete der det vildeste nogensinde. Jeg var ude og springe i faldskærm!
Det fedeste jeg nogensinde har gjort i mit liv - jeg kan slet ikke beskrive det.
Det var en julegave fra Dyann's søn, Scott.
Vi kørte hjemmefra omkring klokken 10:00 i morges. Scott kom og hentede os, og Ash havde været så sød at tage med, da Scott ikke selv skulle springe i dag, og Ash derfor tænkte at det kunne være rart for mig og Hanna, hvis vi havde en vi kendte, med oppe i flyveren. Vi kørte hele vejen til York (omkring 1½ time fra Hillarys). Vi ankom omkring klokken 12:00 og blev sat på hold nr. 38. På det tidspunkt var de kun kommet til hold 34 (så vidt jeg husker). Det endte i hvert fald med at vi kom til at sidde og vente 3 timer.. men det var okay, så havde jeg i det mindste noget tid at forberede mig på.
I bilen på vej herhen havde Ash advaret os imod en af instruktørene. Hans navn var Thommo og jeg fik fortalt at han var meget uprofessionel, useriøs og at han var nybegynder.
Efter ca. 1½ times venten, fik jeg at vide hvilken instruktør der var min og guess who.. Thommo.
Jeg blev selvfølgelig mega bange og freakede ret meget ud. Jeg spurgte om det var muligt at jeg kunne få en anden instruktør, men der blev sagt nej. Jeg fik kørt mig selv totalt op og på et tidspunkt var jeg næsten ved at græde. Efter lidt tid fortalte Ash mig så at det var en kæmpe joke og at han i virkeligheden var en af de bedste.. jeg var dog stadig lidt i tvivl.
Da turen endelig blev min og jeg fik mødt Thommo, blev jeg overbevist. Godt nok drillede han lidt, men det gik op for mig at han var helt ok. Jeg fik en blå, stram dragt på og en harness. Vi lavede et par øvelser og derefter var det ellers up and go. Jeg havde rigtig mange sommerfugle i maven! Vi gik ind i en lille flyver uden sæder, og vi sad omkring 10 mand i 'futtog'. Der var meget larm fra motoren. Vi skulle 14.000 feet op i luften (omkring 5 km) og det tog ca et kvarter at komme så langt. Jeg blev mere og mere nervøs som flyveren steg, men jeg havde det godt og jeg var glad. Da vi havde nået den endelige højde blev døren åbnet og Ash var den første til at springe. Jeg var bagerst i flyveren og jeg fik øjenkontakt med ham. Han smilede og vinkede til mig og 'WOSH' så kastede han sig ud! Jeg blev totalt forskrækket og kom også til at skrige, da jeg så ham falde. Så gik det ellers hurtigt og inden jeg vidste det, var det min tur. Vi sad på kanten af flyet og der var en masse larm og vind. Min instruktør vuggede frem og tilbage et par gange og lige inden vi lod os falde sagde han 'Don't worry, I've done this for 25 years and I know what I'm doing'. Jeg krydsede hænderne over brystet, lænede hovedet tilbage, Thommo sagede 'GO' og så var i ellers i fri fald, 5 km over den australske bush. Jeg skreg af mine lungers fulde kraft og jeg følte det vildeste sus i hele min krop. Vi fløj med 250 km/t igennem luften og jeg havde ingen fornemmelse af hvad der var op eller ned. Vinden var så stærk og jeg kunne mærke mine kinder blafre. Efter ca 30 sekunder åbnede Thommo vores faldskærm. Det gav et kæmpe ryk i mig og så svævede vi ellers der. Det var så surrealistisk, det jeg så. Vi fløj stille og roligt over det smukke landskab og jeg fik lov til at styre faldskærmen. Thommo forklarede mig hvordan, og hvis jeg hev i den venstre snor imens jeg holdte den højre oppe, snurrede vi meget hurtigt rundt i luften og jeg skreg igen. Det var så sjovt og jeg havde lyst til at blive deroppe forevigt. Vi fløj rundt deroppe i ca 5 minutter og så skulle vi lande. Jeg fik besked på at holde mine ben vandret ud i luften så højt jeg kunne, og så styrrede min instruktør resten. Da vi var tilbage på jorden rystede hele min krop. Jeg havde et kæmpe adrenalin-rush og jeg havde lyst til at prøve det hele igen med det samme! Jeg følte mig som et nyt menneske og det var helt klart den bedste oplevelse i mit liv. Det kan ikke forklares.. det skal prøves!

Jeg ser helt lost ud, haha.

Øvelser

"HJÆLP"

Mig, Scott og Hanna

Oppe i luften!

Spinning around!

Landing!

Landet!

Mig og Hanna har det vildt!

mandag den 12. december 2011

Sig hej til mine nyeste venner!

Sendt fra min dejlige søster Anna ♥ ♥ ♥ ♥ ♥

onsdag den 7. december 2011

Jul i Australien

Kære alle søde mennesker.
Jeg beklager at jeg har været lidt sløv med bloggen, men der har ikke været så meget at skrive om.
I søndags havde jeg fødselsdag. Det føltes ikke som om det var min rigtige fødseldag, fordi solen skinnede og det var omkring 30 grader - meget usædvanligt! Jeg var i biografen og se 'Arthur Christmas' og ude og spise med min værtsmor og Hanna.
Hannas fødselsdag ligger to dage efter min og derfor havde vi valgt at holde en fælles 'barbie' (australsk slang for BBQ) på stranden om søndagen, men det vidste sig at 9 ud af de 15 piger vi havde inviteret, ikke kunne komme - bl.a. pga. arbejde og 'sygdom'. Vi besluttede os så om fredagen for at festen så skulle flyttes til om tirsdagen, hvor det var Hannas fødselsdag, og heldigvis dukkede alle op, på nær 3. Vi holdte vores 'birthday BBQ' i vores baghave, og det var rigtig hyggeligt. Venner af mine værtsforældre kom også og jeg fik dejlige gaver.
Nu til noget andet.
Julen nærmer sig stille og jeg har det som om det er august. Kom dog en lille smule mere i julestemning i dag, da værtsmor kørte en tur rundt efter det var blevet mørkt, og viste og nogle af husene i kvarteret, der var fyldt med julelys! Jeg har taget billeder, men det kan slet ikke måle sig med hvordan det ser ud i virkeligheden!

Mit eget hus!

Vores juletræ

Jeg filmede vores hus, og jeg ved godt at kvaliteten går helt amok,

men i det mindste giver det lidt et indtryk af hvordan det ser ud :)

Ps: husk lyd!

onsdag den 16. november 2011

I dag har jeg bagt en kage!

søndag den 16. oktober 2011

Awesome coke bottle!

De har åbenbart et koncept i Australien i øjeblikket, hvor de skriver folks navne på Coca Cola flaskerne. Min værtsmor fandt en med mit navn på! Uheldigvis opdagede jeg det først da hun havde drukket alt colaen, så derfor er den tom - men ret cool, ikke? :-D

lørdag den 15. oktober 2011

Koalaer (og andet) i Yanchep National Park

Dagens fact:

En baby kænguru kaldes en Joey på australsk

Inde i en 2000 år gammel grotte

søndag den 9. oktober 2011

Back to civilization

Som I alle ved var jeg en tur ude i Outbacken fra lørdag d. 24. september til torsdag d. 6. oktober.
En helt fantastisk oplevelse, som næsten ikke kan beskrives. Jeg har set de mest vidunderlige ting og det har været en både fysisk og psykisk udfordrende tur, der har krævet blod, sved og tårer.
Jeg har fået en masse nye venner fra alle mulige lande, og jeg håber på at se et par stykker af dem igen.
Man knytter et helt specielt bånd med folk på sådan en tur, fordi vi alle går igennem det samme.
Vi havde den sejeste buschauffør/guide, Shorty. Han havde været med på mange Outback ture, flere gange hvert år, i 25 år. Han vidste alt hvad der var værd at vide om Aboriginals og han havde nogle fantastiske historier han fortalte os.
Jeg ville ønske I alle sammen havde været med på turen, fordi det er svært at genfortælle alle de utrolige ting jeg har set. Ikke engang billeder kan beskrive det.
Jeg takker mine forældre uendeligt for at ha' givet mig lov til at se Australien på denne måde.
En dag må jeg tilbage til Outbacken, jeg savner allerede den røde jord (I er velkomne til at følge mig!)
Jeg vil nu vedlægge billeder og en lille tekst der fortæller hvad det er I ser :-)